Forestil dig duften af brændt træ, lyden af drejeskiven, der suser, og synet af farvestrålende skår, der glimter i solen. På Fustats travle værkstedsgader – forløberen for nutidens Kairo – blev nogle af middelalderens mest eftertragtede skåle, flasker og flisefragmenter til. Allerede for tusind år siden taler arkæologien om masseproduktion: ovne, der glødede døgnet rundt, håndværkere, der specialiserede sig i hver eneste proces, og eksport til markeder så fjerne som Sicilien og Indien.

I denne artikel dykker vi ned i historien om Fustats keramikovne og den tidlige masseproduktion. Fra byens fødsel som Egyptens første islamiske hovedstad til de gnistrende fatimidiske lysterglasurer – vi følger leret hele vejen fra Nilens brinker til de færdige skåle, der prydede kaliffernes borde.

Undervejs ser vi nærmere på teknologien bag de imponerende ovne, organiserede værkstedsklynger og de overraskende moderne logistiksystemer, der bragte Fustats keramik ud i verden – og på branden i 1168, der ændrede alt. Og til sidst viser vi, hvor du selv kan opleve de farverige fund i dag, lige midt i Old Cairo.

Sæt dig godt til rette og lad os tænde ovnen – historien er ved at blive brændt fast.

Fustat: den første hovedstad og keramikkens boom

Da den arabiske hær under ʿAmr ibn al-ʿÂṣ i år 641 e.Kr. krydsede Nilen og slog lejr ved det romerske fæstningsværk Babylon, lagde de samtidig kimen til den første islamiske hovedstad i Egypten: Fustat. Med udsyn til både floden og ørkenskråningerne mod øst blev byen placeret præcis der, hvor de gamle karavaneveje fra Rødehavets havne mødte Nilens skibsfart. Resultatet var et enestående knudepunkt for handel mellem Afrika, Levanten, Middelhavet og Det Indiske Ocean.

Hvorfor netop keramik?

• Demografi: Fra 600- til 1000-tallet voksede Fustat eksplosivt – skøn varierer fra 150.000 til 200.000 indbyggere, et af den islamiske verdens største urbane centre.
• Logistik: Byens havn (Mirg) håndterede dagligt flåder af korn-, sukker- og krydderiskibe. Tomme lastrum på returrejsen blev fyldt med let, men værdifuld keramik, hvilket gjorde produktionen profitabel.
• Kulturel smag: Islamisk bordskik krævede rene overflader uden tidligere indprentet hellighed, og glaseret keramik var hygiejnisk, elegant og overkommelig sammenlignet med metal- og glasvarer.

Fatimiderne (969-1171): Luksus og innovation

Med fatimidernes erobring i 969 fik Fustat en rival i det nyanlagte al-Qâhira (Kairo). Men i stedet for at lamme produktionen udløste de shiiitiske herskere en sand keramik-guldalder:

1. Statslige indkøb: Kalifens hof bestilte store services til offentlige fester, ramadan-suppekøkkener og diplomatiske gaver.
2. Teknologisk transfer: Kunsthåndværkere fra Irak og Iran bragte den avancerede lustre-teknik (metallisk glans) til Fustat.
3. Ekspansive markeder: Fatimidernes flåde kontrollerede Rødehavets handelsruter, så Fustat-keramik nåede Yemen, Østafrika og endda Indien.

Tidslinje for keramikkens boom i Fustat

År	Begivenhed	Betydning for keramik
641	Byen grundlægges	Fremvoksende lokal efterspørgsel
750-900	Abbâdid periode	Regional handel, enkle blyglasurer
969	Fatimiderne indtager Egypten	Luksusglasurer og statslige workshops
1000-1100	Højdepunkt for eksport	Seriefremstilling, lustre-dekoration
1168	Den store brand	Produktionen forstyrres, værksteder flytter

Efterspil: 1168-branden og forskydningen mod kairo

I december 1168 beordrede vizir Shâwar Fustat sat i brand for at hindre korsfareren Amalrik af Jerusalem i at bruge byen som brohoved. Flammerne hærgede i over fem uger; træhuse, værksteder og lagerhaller brændte ned til fundamentet. Selvom nogle ovne overlevede, forsvandt:

• Det urbane kundegrundlag – indbyggerne flygtede bag Kairos mure.
• Handelsnetværket – havnen var dækket af askeaflejringer.
• Arbejdskraften – faglærte pottemagere søgte nye muligheder.

Samme år overtog Salah ad-Din (Saladin) magten. Hans Ayyubide-dynasti investerede massivt i al-Qâhira, og gradvist blev keramikhjul, ovne og dekorationsteknikker rekonstrueret inden for bymurene. Dermed gled Fustat ud af den kommercielle arena, mens Kairo i 1200-tallet tog over som Egyptens dominerende keramikcentrum – et skifte man stadig fornemmer, når man vandrer fra de arkæologiske ruiner ved Amr ibn al-Ås-moskeen til de livlige souq’er ved Bab al-Futuh.

Keramikovnene: teknologi, brændsel og glasurer

I de middelalderlige værksteder i Fustat fandt man især den vertikale optræksovn – en “to-etagers” konstruktion, som gav keramikerne mulighed for at kontrollere både temperatur og atmosfære.

Komponent	Funktion
Ildkammer	Her blev brændslet anbragt. Åbninger i side- eller forvæg gjorde det muligt at fodre ovnen uden at tabe varme.
Rist (perforeret plade)	Sørgede for, at flammer og varme gasser kunne “stige” (deraf navnet optræksovn) op til brændkammeret.
Brændkammer	Lerkrukkerne stod her, beskyttet i saggere – tykvægget, cylindrisk “engangsmøbler” af grovere ler, som skærmede mod sod og gnister.
Skorstene og trækåbninger	Gav træk og gjorde det muligt at finjustere oxidende eller reducerende atmosfære, afgørende for bl.a. lus­terteknik.

Fund af hele ovnkomplekser viser, at man opstillede ovnmøbler – ringe, plader og søjler – så keramikken kunne stables i flere etager. Dermed udnyttedes varmen optimalt og banede vejen for egentlig serieproduktion.

Brændsler: Hvad holdt ilden i gang?

1. Træ – især fra pile- og akaciesorter langs Nilen. Det gav høje temperaturer, men var kostbart.
2. Avner og landbrugsaffald – billigt, men krævede konstant tilsyn pga. ujævn varmeudvikling.
3. Dyregødning – kamel- og hestegødning var let tilgængeligt, lugtede fælt, men glødede længe.

Keramikerne lagde ofte ovnene i udkanten af bebyggelsen – langs den sydlige rand af Fustat og nær Nilen – for at begrænse brandfare, røg og ubehag for beboerne, men stadig have nem adgang til vand, ler og transport.

Fra ler til glas – Glasurer og dekorationsteknikker

• Alkaliglasurer (natronglasurer)
  En ægyptisk arv fra faraonisk tid. Soda fra Wadi Natrun smeltede sammen med fint kvartssand og dannede en mælkehvid eller turkis overflade, som var både vandtæt og dekorativ.
• Blyglasurer
  Et tyndt lag knust blyoxid blandet med kvarts og ler gav en blank, næsten honninggul finish. Ved at tilsætte kobber- eller jernoxider skabte man grønne og brune nuancer.
• Begitning (slip)
  Et vandigt lag fintsigtet, lys ler påført skærven før glasering. Skabte en jævn “lærredsbund” til malede motiver og dækkede det grovere, lokale ler. Begitningen blev ofte indridset (sgraffito) for at afsløre den mørkere ler nedenunder som kontur.
• Indridset dekoration
  Mens godset stadig var læderhårdt, brugte keramikere spidse pinde til at skære kalligrafi, geometriske bånd og dyr. Linjerne fyldtes med farvet begitning eller lod motivet stå i relief efter glasering.
• Fatimidisk lyster (metallisk glasur)
  Fustat var berømt for sine gyldent skinnende skåle. Efter en første brænding blev et fint lag silver- eller kobberoxid blandet med ler påført. Ved reduktionsbrænding omkring 600-650 °C forvandlede metalionerne sig til ultratynde film, der reflekterer lys som guld eller iriserende bronze. Teknikken krævede minutiøs kontrol af iltmængde – en af årsagerne til de sofistikerede optræksovne.

Mellem kemi og logistik

Glasurvalget hang uløseligt sammen med ovnens ydeevne: bly påkrævede 850-950 °C, alkaliglasurer 1000-1050 °C, mens lyster som nævnt blev “tilbagestegt” ved lavere temperaturer i reducerende atmosfære. Keramikerne planlagde derfor sekvensbrændinger; de kunne f.eks. starte ugen med de varmeste serier og lade ovnen køle ned til lysterpartier sidst.

Selv affaldslagene (wastage) fortæller historien: mislykkede lysterbrændinger med grønligt skær, saggere spændt til bristepunktet af glasur, eller indsmeltede ovnmøbler giver arkæologerne fingerpeg om eksperimenterne, der foregik døgnet rundt i Fustats gyder.

Teknologi, brændsel og glasurer smeltede bogstaveligt talt sammen og gjorde byens keramikovne til motoren bag den første masseproduktion af luksusvarer i den islamiske verden.

Fra værksteder til masseproduktion

I løbet af 900-1100-tallet forvandlede Fustat sig fra en by af individuelle pottemagere til et sandt industrimiljø, hvor keramikken blev produceret i næsten fabriksagtige klynger. Den nye organisation opstod dels for at imødekomme den eksplosive efterspørgsel fra både lokale husholdninger, paladserne i Kairo og det internationale marked – dels fordi byens tætte bebyggelse krævede en mere rationel udnyttelse af plads og brændsel.

Hvem gjorde hvad? – Specialisering i værkstedsklyngen

Funktion	Opgaver	Arkæologiske spor
Drejere	Formede rå lergods på hurtigtgående skiver; producerede standardiserede kar i serier.	Poterede (fingeraftryk) på undersider og skår med identiske diameter-mål.
Bestrygere & begitningsfolk	Dækkede karrene med hvid begitning som lærred for dekoration.	Lag af dryppet engobe i affaldslag tæt på ovnene.
Dekoratører	Påførte pensel- og indridset mønster, lyster eller blyglasur – ofte efter skabeloner.	Fund af prøvefliser med testfarver og udskårne træskabeloner.
Brændere (ovnmestre)	Fyldte ovnene, styrede temperatur & lufttilførsel; sorterede kassation efter afkøling.	Tykkere lag af smeltet glasur på ovnmøbler – beviser på gentagne brændinger.
Handelsmænd & mellemhandlere	Pakkede færdige varer i kurve, organiserede transport ad Nilen og karavaneruterne.	Lerstempler med ejer- eller værkstedsnavne fundet langs handelspladser.

Standardiserede former og serier

For at holde priserne nede og ensarte kvaliteten arbejdede værkstederne med et begrænset, men finpudset sortiment. Arkæologer genkender i dag mindst fem «basisformer» fra Fustat, som hver findes i tre til seks størrelser:

1. Skåle med afrundet rand til husholdningsbrug
2. Lustre-dekorerede dessertskåle til de rige
3. Små flasker til parfume og medicin
4. Opbevaringskrukker med indpresset netmønster
5. Lamper med flere tud-typer

En drejer kunne på et par timer dreje flere hundrede råskåle, som derefter gik videre til begitning og dekoration. Skabeloner – udskårne træ- eller læderstykker – sikrede, at ornamenter som medaillon-palmetter eller kufisk kalligrafi sad det samme sted på hver enkelt skål. Til luksusudgaver brugte man den kostbare lysterglasur, mens den simplere blyglasur eller blot en transparent alkaliglasur dækkede produkter til det brede marked.

Kvalitetsniveauer til forskellige købere

• Premium: Tyndvægget, lysterglaseret fajance solgt til fatimidiske palads-køkkener og eksportereret til Sicilien og Al-Andalus.
• Mellemklasse: Begitningsskåle med sgraffito eller indfarvet penseldekoration, handlet på bazarer i Kairo og Alexandria.
• Basismarked: Uglaserede grydeformer og vandkrukker distribueret med pramme til landsbyer langs Nilen.

Affaldsdynger som tidskapsler

Udgravningerne i Fustat har afdækket meterhøje wastage-bunker lige uden for ovnzonerne – fyldt med skår, fejlbrændte emner, sammenbrændte saggere og ovnmøbler. Disse lag gør det muligt at:

• Bestemme hvor mange brændinger en ovn gennemgik mellem reparationer.
• Kortlægge værkstedsklyngers livstid; nogle ser ud til at have været aktive i mere end 150 år.
• Genskabe produktionskalendere – for eksempel topper kassation af lystre-skår i vintermånederne, hvor reduktionsbrænding var lettere at kontrollere.

Stempler og spor af distribution

Flere Fustat-kar bærer indpressede stempler med navnene al-Fakhkhār (keramikmager), ibn al-Nahhās (kobberluster-specialist) eller blot geometriske symboler. Stemplerne fungerede som:

• Reklame – så køberne kendte producenten.
• Kvalitetsgaranti – hvis varerne skulle retur ved fejl.
• Toldmærker – arkæologisk har man fundet de samme stempler i havneaffald i Aden, Quseir, Kairouan og Bari.

Skårenes forekomst i middelalderlag uden for Egypten viser et omfattende netværk:

• Nilen: Flåder af qafila-både bragte varer nordpå til Alexandria og sydpå til Nubien.
• Middelhavet: Fatimidiske handelsskibe fragtede premium-keramik til Sicilien, Byzans og Maghreb.
• Det Røde Hav: Mindre dhows sejlede krukker og lamper til Jeddah og videre mod Indien.

Sammenlagt dokumenterer arkæologien, at Fustats pottemagere mestrede en næsten proto-industriel organisering: veldefinerede arbejdsroller, seriefremstilling, kvalitetskontrol og vidtrækkende distribution. Når du i dag står med et enkelt skår i hånden på en udgravning eller i et museumsmonter, repræsenterer det ikke bare én pottemager, men et helt netværk af specialister, forretningsmænd og søfolk – den middelalderlige forløber for moderne masseproduktion.

Sporene i dag: arkæologi og hvor du kan se Fustats keramik

Da de første systematiske udgravninger i Fustat begyndte i 1960’erne, fandt arkæologerne hurtigt ud af, at affaldslagene fra byens ovne var lige så værdifulde som de færdige genstande. Mange værksteder smed nemlig hele partier af fejlbrændte skåle, flasker og fliser ud på én gang. Lag på lag af kasseret keramik – op til fire meter tykke – gav forskerne et tids­lagkage-princip, hvor hvert brændingslag kan dateres nogenlunde præcist gennem indskrifter, dekoration og lertyper.

• Ovnringe og saggere – Halvsmeltede ovnmøbler fortæller om brændingstemperaturer på 900-1 050 °C.
• Drejernes signaturer – Indpressede stempler og ridset kalligrafi giver navne på mestre og værksteder.
• Importeret glasurgrus – Mikroskopiske analyser viser, at natron blev bragt fra Wadi Natrun, 80 km væk.

Udgravningerne kortlægger desuden, hvordan værkstederne var organiseret i tætte klynger syd for Amr ibn al-As-moskeen, men at selve ovnene lå i byens udkant af hensyn til røg og brandfare.

Tre steder, du kan møde fustats keramik i dag

Sted	Højdepunkter	Praktisk info
NMEC – Nationalmuseet for Egyptisk Civilisation	Permanent galleri om middelalderens Fustat. Interaktive skærme med 3D-modeller af ovnene. Roterende særudstillinger af nyligt konserverede fatimidiske lysterskåle.	Metro: Line 1 til El-Fustat (5 min. gang). Åbningstider: Dagligt 9-17 (fredag 9-21). Tip: Køb kombibillet, der giver adgang til museums­laboratorierne kl. 13.
Museum of Islamic Art (MIA)	Verdens største samling af fatimidisk keramik. Sammenlign Fustat-skåle med samtidige imports fra Iran. Detaljeret video om lysterteknikkens kemi.	Adresse: Midan Bab el-Khalq, Downtown. Tid: Sæt mindst 1,5 time af – keramikafdelingen ligger på 1. sal. Tip: Kom tidligt; grupper ankommer kl. 10-11.
Fustat Pottery Village / Traditional Crafts Center	Live demonstrationer ved nutidige pottemagere. Køb reproduktioner baseret på arkæologiske fund. Se en rekonstrueret to-kammer ovn i fuld skala.	Nabo til: Amr ibn al-As-moskeen. Bedste tidspunkt: Eftermiddage kl. 15-18, når ovnene tændes. Tip: Spørg efter værkstedet Al-Shurafa for bæredygtige glasurer uden bly.

Sådan planlægger du din keramikdag i old cairo

1. Start ved NMEC kl. 9 – Brug to timer, inklusive udsigt over den arkæologiske park.
2. Gå eller tag tuk-tuk (10 min.) til Amr ibn al-As-moskeen. Frokost på en af de små koshari-boder.
3. Besøg Fustat Pottery Village – Lav din egen skål (workshop ca. 45 min.).
4. Metro fra Mar Girgis til Sadat og gå de sidste 10 min. til Museum of Islamic Art. Slut dagen med aftente på El-Horreya Café.

Støt nutidige håndværkere – Ansvarligt

Den traditionelle keramiksektor i Fustat kæmper med billig import og stigende gaspriser. Du kan hjælpe ved at:

• Købe direkte fra værkstedernes udsalg – spørg efter varer signeret med made in Fustat.
• Undgå prutning under kostpris; en simpel kop til 40-50 EGP dækker ofte lige netop materialer og brænding.
• Dele billeder på sociale medier (tag #FustatCeramics) og nævne pottemagerens navn.
• Vælge produkter med blyfri glasurer – se efter lokale NGO-certifikater.

Næste gang du står med en farvestrålende skål på Khan el-Khalili, så husk, at teknikken sandsynligvis blev forfinet i Fustat for tusind år siden – og at dens arv stadig formes i hænderne på dagens egyptiske keramikere.