Hvad har en forladt moské i Old Cairo, et desperat vizier og de frygtede korsfarere til fælles? Svaret gemmer sig i de glødende ruiner af Fustat – den første muslimske hovedstad i Egypten – som i 1168 blev forvandlet til et flammehav så voldsomt, at man ifølge samtidige kilder kunne se rødmen på himlen helt ude ved pyramiderne.

I dag slentrer de fleste besøgende trygt gennem Kairos middelaldergyder uden at ane, at netop her udkæmpede fatimider, ayyubider og korsfarere et skakspil om Nilens hjerte. Hvorfor valgte byens egen forsvarer, vizier Shawar, at antænde sin egen metropol? Og hvordan blev denne katastrofe vendepunktet, der banede vejen for både Saladins opstigning og Kairos forvandling til Nordafrikas mægtigste by?

I denne artikel tager Kairo Rejser dig med tilbage til 1100-tallets drabelige magtkampe. Vi følger gnistens vej fra de første oliedryppende fakler til de strategiske manøvrer, der lod Kairo rejse sig af Fustats aske. Undervejs møder vi korsfarerkongen Amalric I, sultan Nur al-Dins frygtede general Shirkuh og den unge kurder Saladin – manden der skulle tegne Egyptens fremtid.

Gør dig klar til at dykke ned i brændt jord, politisk rænkespil og byplanlægning på liv og død. Når du næste gang står ved Amr ibn al-‘As-moskeens fredfyldte gårdsplads, vil du måske høre ekkoet af flammerne, der én gang for alle ændrede Nilens bylandskab.

Fra Fustat til krise: Fatimidernes svækkelse og korstogspres i 1160’erne

Fustat – Byen før kairo

Da den arabiske feltherre ʿAmr ibn al-ʿĀṣ erobrede Egypten i år 641, slog han lejr på Nilens østbred og grundlagde Fustat. I fire århundreder fungerede byen som:

• administrativ hovedstad for guvernørerne under de umayyadiske og abbasidiske kalifater
• handelsknudepunkt for krydset mellem Middelhavet og Det Røde Hav
• lagerplads for Nilens korn, som forsynede hele det islamiske rige

Da de shiitiske fatimider erobrede Egypten i 969, anlagde de en ny paladsby lige nord for Fustat og kaldte den al-Qāhira – “den Sejrende”. Al-Qāhira (det senere “Kairo”) var i første omgang en lukket residensby, mens Fustat fortsat husede:

1. de fleste håndværkere og købmænd
2. toldmændene ved Nilbroerne og ved havnen Qulzum mod Det Røde Hav
3. Egyptens ældste moské, ʿAmr-moskeen, der samlede byens lærde og jurister

Fatimidernes svækkelse i 1100-tallet

Ved midten af 1100-tallet var det engang så magtfulde fatimidiske kalifat reduceret til en stat i opløsning:

Årsag	Konsekvens
Hyppige tronstridigheder & hofintriger	Kaliffen blev et symbol; virkeligheden styredes af militære vizirer
Svigtende Nil-oversvømmelser	Faldende skattegrundlag og hungersnød
Bagtropper af berber-, sudaneser- og tyrkiske lejetropper	Lojaliteter kunne købes og sælges – ingen stabil hærmagt

Resultatet var politisk labilitet, der åbnede døren på vid gab for både korsfarere fra Kongeriget Jerusalem og for sunni-zengidiske ambitioner fra Syrien.

Vizier shawar – Manden i klemme mellem to stormagter

Den mest dramatiske figur i 1160’ernes magtspil var vizieren Shawar ibn Muḥammad. Hans alliancemønster skiftede efterhånden som overlevelses-instinktet krævede det:

• 1162: Shawar tiltvinger sig viziratet i Kairo.
• 1163: Rivalen Dirgham styrter ham; Shawar flygter til Damaskus og beder den syriske hersker Nur al-Din om hjælp.
• 1164: Nur al-Din sender sin general Shirkuh; Fustat/Kairo indtages, Shawar genindsættes – men bryder hurtigt med Shirkuh.
• 1164-1167: For at blive fri af de syriske “befriere” indgår Shawar alliance med korsfarerkongen Amalric I; han lover tribut mod militær støtte.
• 1167: Amalric og Shawar belejrer Shirkuh i Alexandria; året slutter med våbenhvile men uden varig løsning.

Egypten blev dermed en skakbrik, hvor Fustat udgjorde brættets mest værdifulde felt.

Hvorfor var fustat nøglen?

Tre faktorer gjorde byen uundværlig for alle parter:

1. Økonomisk tyngde: Told på sukker, hør og korn gav statskassen (eller vizirens pengekiste) livsnødvendige midler.
2. Logistik: Dens flodhavne kunne føde en hær – og et helt korsfarerrige – igennem vinteren.
3. Symbolik: Som den ældste muslimske by i Afrika havde Fustat en aura af legitimitet; den, som kontrollerede moskéerne og sharia-dommerne dér, kunne hævde at være Egyptens retmæssige hersker.

Da Amalric for anden gang marcherede mod Nildeltaet i slutningen af 1168, stod én ting klart for Shawar: faldt Fustat, ville både hans skatkammer og hans politiske autoritet gå op i røg – bogstaveligt talt, som det skulle vise sig.

Den brændte jord: Hvorfor Fustat blev sat i brand i 1168 – og hvordan det forløb

I november 1168 stod den fatimidiske vizier Shawar ibn Mujir over for et umuligt dilemma. Kong Amalric I af Jerusalem var rykket ind i det østlige Nildelta, havde erobret Bilbays og sigtede nu mod selve hjertet af Egypten. Fustat – den 500 år gamle handels- og administrationsby ved Nilens østbred – var et oplagt mål: en rigdom af magasiner, kornlagre og husly til vinteren. Hvis korstogshæren først gravede sig ned dér, frygtede Shawar, at hele landet ville være tabt, også for sin allierede Nur al-Din i Syrien.

Beslutningen: »Brænd byen, red landet«
Flere kilder, især den senere historiker Taqi al-Din al-Maqrizi (d. 1442), gengiver en dramatisk samtale, hvor Shawar skulle have sagt:

»Hvis Amalric får Fustat, er Egypten hans; men hvis Fustat går op i flammer, vil intet holde mig fra at genvinde det.«

Strategien fulgte et klassisk scorched-earth-princip: afskær fjenden fra forsyninger. Men i modsætning til afsvedne marker gjaldt det nu en millionby, hvor Nilens skibe lossede korn fra Øvre Egypten, og hvor karavaner bragte krydderier fra Rødehavet. Byen husede desuden våbenfabrikker, sukkerraffinaderier og de enorme fælles lagerhuse (khans).

Forløbet – Dag for dag ifølge krønikerne

1. Evakueringen (sent november 1168)
   Ibn al-Athir beretter, at Shawar gav borgerne tre dage til at forlade deres hjem. Familier strømmede mod den murindhegnede tvillingby al-Qahira (Kairo) og over til Nilens vestbred. Tempelskibe, husdyr og værdigenstande fyldte flodbredden i panik.
2. Forberedelse af antændelse
   Ifølge al-Maqrizi blev mere end 20.000 lædersække fyldt med en brandbar blanding af olie, tømmer og nafta (rå petroleum). Disse blev placeret i offentlige bygninger, langs hovedgaderne og omkring kornlagrene for at sikre en kontrolleret, men altomfattende brand.
3. Tændingen (ca. 28.-29. november 1168)
   Ved daggry satte fedayeen-tropper fakler til de udvalgte depoter. Vinden fra nordøst pustede flammerne ned gennem gaderne, og inden solnedgang stod Fustat som et flammende hav.
4. Ildens udbredelse
   Kilderne varierer, men både al-Maqrizi og Ibn Muyassar nævner, at ilden »rasede i 54 dage«. Moderne forskere vurderer, at der snarere var tale om brande, der blussede op igen i ruiner og kældre over flere uger.
5. Humanitære omkostninger
   Tallene er usikre. Ibn al-Athir taler om »titusinder« af hjemløse, mens senere koptiske kilder nævner 40.000 døde. Arkæologisk fravær af massegrave tyder på, at de fleste nåede ud, men brande, røg og plyndringer kostede stadig mange tusinde livet.

Hvad gik tabt – Og hvad overlevede?

Sted/struktur	Skæbne i 1168-branden	Kilde
Amr ibn al-As-moskeen	Overlevede. Skader på trælofter og minbar, men murværket stod.	al-Maqrizi, Khitat, Bd. 4
Den store Dar al-Barid (post- og skattekammer)	Totalt ødelagt; sølvmønter smeltede sammen ifølge øjenvidner.	Ibn al-Athir, al-Kamil
Sukkerraffinaderierne ved Nilkajen	Brændte; efterlod karameliserede klumper fundet arkæologisk.	Senere ayyubidiske skattememoer
Privathuse i Al-Qata‘i	Branden sprang Nilkanaler og nåede ikke helt hertil.	Mamluk-kort over ruiner

Debat om omfanget
Al-Maqrizi maler et apokalyptisk billede af »en by, der lyste i ilden som en solskin om natten«. Arkæologiske profiler viser dog, at nogle kvarterer – især i den sydlige ende – fortsatte beboelse efter 1170’erne. Flere historikere mener, at Shawars folk koncentrerede ilden om de depoter, der var mest værdifulde for Amalric, mens boligkvarterer tættere på Nilens kanter fik lov at brænde ud af sig selv.

Konklusion: Fustat blev ofret af egen regering for at redde Egypten fra korsfarerne. Ilden stoppede faktisk Amalric, men betød også byens økonomiske kollaps og en irreversibel flytning af magt og handel til den tilstødende, yngre by al-Qahira – vores nuværende Kairo. De ensomme minareter i Old Cairo, ikke mindst Amr-moskeen, står i dag som stenhårde vidner om den fatale beslutning en novemberdag i 1168.

Efterspillet: Saladin, ayyubidernes magtskifte og Kairos opstigning over Fustats ruiner

Da den erfarne kurdiske general Shirkuh ibn Shadhi i begyndelsen af 1169 marcherede ind i Nildeltaet med en syrisk‐ayyubidisk styrke, blev den frankiske belejring af et udbrændt Fustat pludselig risikabel for kong Amalric I. Korsfarerne befandt sig langt fra deres baser i Palæstina, og deres allierede, vizier Shawar, havde netop mistet folkets støtte efter at have sat hovedstaden i brand. Amalric valgte derfor at trække hæren tilbage til Askalon, hvorefter Shirkuh lod Shawar henrette og overtog viziratet i Fatimidernes navn. Han fik dog kun to måneder at regere; i marts 1169 døde han pludseligt – ifølge flere krøniker efter et massivt måltid gås med citron.

Saladin: Fra kurdisk officer til egyptens stærke mand

1. 1179: Shirkuhs nevø Yusuf ibn Ayyub – bedre kendt som Saladin – udpeges til vizir, blot 31 år gammel. Han arver et udmattet, men strategisk enestående Egypten.
2. 1170-1171: Saladin udskifter gradvist den shiitiske fatimidiske administration med sunni‐loyale embedsmænd og syriske tropper.
3. 8. september 1171: Den sidste fatimidiske kalif, al-‘Adid, dør. Saladin lader fredagsbønnen i al-Azhar kalde på abbasidernes sunnitiske kalif i Bagdad. Dermed er det fatimidiske kalifat definitivt afskaffet.
4. 1174-1181: Efter Nur al-Dins død konsoliderer Saladin sin egen ayyubidiske stat, hvor Egypten udgør den økonomiske rygrad.

Kairos politiske kvantespring

Den administrative vægt flyttes nu fra det brandskadede Fustat til al-Qahira (Kairo), der siden Fatimiderne havde været et ceremonielt paladsdistrikt. Under Ayyubiderne bliver byen for første gang:

• Fast sæde for viziren og hærledelsen
• Skatkammer for Nilens told- og agrarindtægter
• Knyttet til nye internationale handelsruter via Rødehavet

Citadellet og nye befæstninger

Projekt	Start	Formål
Saladins Citadel	1176	Samle garnison, sultanens residens, kontrollere både Kairo og Fustat fra Muqattam-klipperne
Forstærkning af bymuren	1173-1183	Omslutte både Kairo og den nordlige del af Fustat mod korsfarerangreb
Aqua-dukter & Nilometer	1179-1182	Sikre vandforsyning til Citadellet og de nye kvarterer

Fustat bliver misr al-‘atiqah – Den gamle by

Branden i 1168 ødelagde størstedelen af Fustats trækonstruktioner, men kerneinstitutioner såsom Amr ibn al-‘As-moskeen, Nilometeret og enkelte klostre overlevede. Uden hof, uden handel og udsat for gentagne ildebrande samt oversvømmelser mistede byen hurtigt befolkning:

• Håndværkere flyttede inden for Kairos nye beskyttende mure.
• Administrationen fulgte viziren og senere sultanen til de ayyubidiske paladser.
• Kun landbrugere og pilgrimme til Amr-moskeen holdt liv i kvartererne.

I løbet af 1200-tallet omtaler kilderne området som Misr al-‘Atiqah – Old Cairo – et arkæologisk lag af romersk, koptisk og tidlig islamisk historie under åben himmel.

Langsigtede spor: Old cairo i dag

Når man går gennem nutidens Old Cairo, træder de brændte ruiner og Saladins byfornyelse frem side om side:

• Amr ibn al-‘As-moskeen står stadig som Egyptens ældste moské – genopbygget adskillige gange, men på præcis samme grundplan fra 641.
• Det romerske Babylon‐fort og de koptiske kirker minder om forfattethedens tid før Fustat.
• Citadellets silhuet på Muqattam fortæller historien om, hvordan Kairo overtog rollen som magtens centrum oven på Fustats aske.

Branden i 1168 var derfor ikke blot en tragedie; den skabte forudsætningerne for Kairos opstigning og for Ayyubidernes – og siden Mamlukernes – omformning af Egypten til det sunni‐muslimske kerneland, vi kender i dag.