Forestil dig at vandre gennem Khan al-Khalilis labyrintiske gyder en tidlig morgen omkring år 1400: Du hører kobbersmeden hamre, mærker duften af friskbagt ʿaysh og ser vandbæreren balancere sit svingende læderskind. Hvad kostede et stykke brød dengang? Hvem ejede butikken bag de udskårne træluger? Hvordan lød skænderiet, når vægten ikke passede på krydderimarkedet? Svarene gemmer sig i en håndfuld overraskende mangfoldige kilder fra mamelukkernes Kairo.

I denne artikel præsenterer vi seks nøglekilder – fra krøniker og waqf-dokumenter til rejsendes noter og bygningsindskrifter – der tilsammen åbner et farverigt vindue til dagliglivets puls mellem Nilen og Mokattam-bjergene. Hver sektion dykker ned i, hvordan netop den kilde belyser alt fra boligpriser og lønninger til højtider, hungersnød og husråd mod sommerhede.

Uanset om du er historienørd, arkitekturfan eller blot nysgerrig efter, hvordan almindelige kairoitter levede for over seks århundreder siden, vil du opdage, at fortiden ikke blot ligger i støvede arkiver – den hvisker stadig fra sten, pergament og rejseberetninger. Klik dig videre, og lad os sammen folde mameluk-tidens travle storby ud, kilde for kilde.

Krøniker og bytopografier: al-Maqrizi og hans samtid

Få kilder kaster så intenst lys over mamelukkernes Kairo som de store krøniker (tawārīkh) og bytopografier (kutub al-khiṭaṭ). De blev skrevet af lærde, der selv bevægede sig i byens gader, noterede sig priser på korn, målte Nilens vandstand og beskrev, hvordan kvartaler skiftede karakter fra år til år. Særligt tre værker er uundværlige:

Forfatter	Værk	Datering	Genre / Fokus
Taqī al-Dīn Aḥmad al-Maqrīzī (d. 1442)	al-Khiṭaṭ al-Maqrīziyya & al-Sulūk li-Maʿrifat Duwal al-Mulūk	ca. 1415-1441	Topografi & annalistisk krønike
Abū al-Maḥāsin Ibn Taghrībirdī (d. 1470)	al-Nuǧūm al-Zāhira fī Mulūk Miṣr wa-l-Qāhira m.fl.	1450’erne-60’erne	Hof- og politisk historie med lokale digressioner

Hvad fortæller kilderne os?

1. Kvartaler og fysiske rum
   Al-Maqrīzīs Khiṭaṭ fungerer som et middelalderligt “byatlas”. Han marcherer fra port til port og registrerer moskeer, bimaristaner (hospitaler), hammām-bade og private palæer. I beskrivelserne finder man:
   • Opgørelser over beboersammensætning – f.eks. hvor syriske håndværkere bosatte sig omkring Bab Zuwayla.
   • Henvisninger til specialiserede souq’er: kobbersmedene i Sūq al-Nāḥāsīn, parfumehandlere i al-ʿAṭṭārīn.
   • Noter om, hvordan nye religøse stiftelser forskød handelsstrømme og huslejer.
2. Markeder, priser og økonomiske chok
   I al-Sulūk fører al-Maqrīzī nærmest en ugentlig prisstatistik på hvede, byg og kød. Tabellen nedenfor er typisk:
   

   År (AH)	Hvede (ardabb)	Kød (ratl)
   773 / 1371-72	35 dirham	4 dirham
   794 / 1391-92	120 dirham (hungersnød)	15 dirham

   Ibn Taghrībirdī supplerer med anekdoter om “sorte markeder” under militære kriser og beskriver, hvordan sultanen tvangsgennemførte prislofter.

3. Nilens oversvømmelser og klimatiske rytmer
   Hvert år i august rapporterer krønikerne Nilens maksimale højde (miqyas-målet på Roda-øen). Oversvømmelser over 20 dhirāʿ betød ødelagte dæmninger; under 16 dhirāʿ – hungersnød. For historikeren er disse tal værdifulde proxydata for at koble klima og levevilkår.
4. Sult, sygdom og social sikkerhed
   Al-Maqrīzī registrerer dødsrater under peståret 1348 og noter om, hvor mange gravhuller der blev gravet i Qarāfa-kirkegården. Samtidig beskriver han offentlige suppekøkkener (ṭaʿām al-fuqarāʾ) finansieret af mamlukemirer – en vigtig brik til forståelsen af omsorgssystemer.
5. Hverdagspraksisser og moral
   Ibn Taghrībirdī strøer små scener ind: en barber, der fungerer som uofficiel læge; kvinder på fredagsmarkedet, der lejer messingservice til bryllup; skildringer af ramadan-nætter, hvor Kairo oplyses af olielamper betalt af kvarterets waqf. Disse mikronarrativer giver “kød” på de tørre prislister.

Metodiske greb: Sådan udnyttes krønikerne

Sammenlæsning af topografiske noter fra Khiṭaṭ med de årlige begivenhedsoptegnelser i al-Sulūk lader os følge, hvordan et jordskælv (f.eks. 702 AH / 1303) ikke blot ødelagde minareter, men også pressede lejeboliger i nabokvarterer – stigningen i husleje kan spores i domstolspapirer. Krydskilder man fx al-Maqrīzīs prisdata med arkæobotaniske fund, ser man, at den kostbare hvede erstattes af sorghum i fattige hushold under sultårene.

Styrker og svagheder

• Styrker: tidsnære, ofte dagbogslignende; detaljer om tal og beliggenheder; rigt sprog, der fanger sociale lag.
• Svagheder: elitært perspektiv (forfatterne var lærde i statslig tjeneste); moraliserende tone – fejlfortolkning af årsager til hungersnød (“synd” frem for klima); selektiv geografi (centrale gader frem for perifere landsbyer).

Trods forbehold leverer krønikerne og bytopografierne et næsten tredimensionelt billede af mameluktidens Kairo. De fungerer både som GPS til byens kvarterer og som økonomisk barometer, der svinger med Nilen. Sammen med de andre kildetyper i denne artikelserie danner de et uundværligt skelet, hvorpå vi kan rekonstruere dagliglivets krop og sjæl.

Waqf-akter (waqfiyya) og stiftelsesdokumenter

Når vi åbner en mamelukkisk waqfiyya – det juridiske dokument, der opretter en waqf (evigt bestående, velgørende stiftelse) – træder vi direkte ind i Kairos hverdagsøkonomi. Teksterne er langt mere end fromme hensigtserklæringer: de er minutiøse inventarlister over bygninger, jord, arbejdskraft og forbrug, der skulle finansiere alt fra fredagsbøn til gratis vand på gaden.

1. Hvad kunne en mameluk gøre til waqf?

1. Moskeer, madraser og sufiklostre (khānqā), hvor bøn, undervisning og recitationer foregik.
2. Sabil-kuttaber – kombinerede vandfontæner og koranskoler for kvarterets børn.
3. Hospitaler (maristaner), bagerier og karavanseraier, der tilbød husly og mad.
4. Indtægtsgivende aktiver: butikker, boder, hammammer, møller, vandløftanlæg, byhuse og landsbyjord, hvis afkast holdt de almennyttige funktioner kørende.

2. Et kig ind i bogholderiet

Mange akter findes i dag i Dar al-Wathāʾiq (Det Egyptiske Nationalarkiv) og er ofte på 30-100 folios. Nedenfor et kondenseret udpluk fra sultan al-Ghawrīs waqf (1515), der finansierede hans sabil-kuttab nær Azhar:

Post	Beskrivelse	Årlig indtægt/udgift
Lejeindtægter	12 butikker i Bayn al-Qaṣrayn	1.200 dirham
Løn til sabildār (vanduddeleren)	Udbetales månedligt	240 dirham
Hvede-rationer	Dagligt brød til 100 forbipasserende	70 ardeb hvede
Vedligehold	Kalkning af facade + udskiftning af vandkrukker	300 dirham

Sådanne tal viser konkrete pris- og lønniveauer, mens listen over lejere giver os navne, handlendes professioner og adresser. Når samme lejer dukker op i retlige tvister eller skattemateriale, kan historikeren krydse kilder og tegne et netværkskort over kvarteret.

3. Arbejde og sociale hierarkier

• Særligt kvalificeret personale: Imamer og læsere af Sahih al-Bukhari modtog ofte dobbelte lønninger i forhold til muezziner.
• Håndværkere på kontrakt: Snedkere, stukkatører og blikkenslagere optræder i akterne med faste takster pr. reparation – et spejl af Kairos aktive byggesektor.
• Kønsroller: Kvinder grundlagde også waqf – fx prinsesse Tatar al-Hijāziyya (d. 1427) – og betingede løn til kvindelige koranlærde for piger. Dermed kaster dokumenterne lys over kvinders økonomiske råderum.

4. Forbrug og forsyning i urbane rum

Waqf-akter giver os tværsnit af dagligvaremarkedet:

1. Hvedemængder måles i ardeb; olie og honning i qafiz. Ophobningen af naturaydelser fortæller, hvilke basisvarer institutioner behøvede for at fungere.
2. Vandøkonomi: Mange sabiler nævner antal mashraba (lerkrukker), hyre til vandbærere med æsler, og reparation af sāqiya-hjul. Det dokumenterer den kritiske infrastruktur, før moderne rørledninger.
3. Boligmarkedet: Lejen for et mellemstort hus i Darb al-Ahmar kan sammenlignes med en bod i Khan al-Khalili; differencen afslører kvarterets status og tilgængelighed.

5. Case-studie: Madrasa sultan hasan (14. Årh.)

Mamuttårnet ved Citadellet skjuler en 70 folio lang waqfiyya. Den oplister:

• 88 landsbyer i Nildalen som indkomstkilde.
• 300 ansatte, fra professorer (mudarris) til portvagter (bawwāb).
• Ugentlige kødportioner til studerende: 1/2 rotte lam pr. elev.
• En årlig sum af 20.000 dirham til vedligehold af latriner – et fingerpeg om hygiejnestandarder.

6. Metodiske overvejelser

Waqfiyyaer er formelle retsdokumenter: de præsenterer ideale tilstande, ikke altid den faktiske praksis. Ved at sammenholde dem med sijill-protokoller (rettens dagbøger) kan man se, om en lejer rent faktisk betalte eller blev sat på gaden. Alligevel er deres detaljeringsgrad enestående i præ-moderne Mellemøsten:

• Faste valutaangivelser gør dem til kronologiske ankre for prisstudier.
• Omhyggelige geografiske beskrivelser – ”butik nr. 3 øst for Barber-porten” – hjælper os med at kortlægge det fortidige Kairo.
• Social inklusion: De nævner både elite-officerer og ydmyge vandbærere, hvilket giver et bredt udsnit af samfundet.

Som historisk kilde er waqf-akterne således et sandt skatkammer: De forbinder de mægtige mamelukkers monumentale ambitioner med den hverdag, hvor en vandbærer, en koranskoleelev og en butiksejer alle var brikker i Kairos pulserende byøkonomi.

Hisba-manualer og markedsregulering

Hvor kronikker og retsmateriale ofte fokuserer på de store begivenheder og de magtfulde aktører, er hisba-litteraturen en direkte nøgle til byens lyd, lugt og bevægelse. Hisbaen – offentlig tilsyn med markedet og moralen – blev udøvet af muhtasiben, der fik udstukket deres pligter i små, praktiske håndbøger.

Det mest citerede værk fra den mamelukkiske tid er Ibn al-Ukhuwwas Maʿālim al-Qurba fī Aḥkām al-Ḥisba, skrevet ca. 1280, men kopieret, kommenteret og anvendt gennem hele perioden. Hans tekst suppleres af manualer af blandt andre Ibn al-Akhwa og al-Shayzarī, der tilsammen giver et næsten fotografisk øjebliksbillede af Kairos gader.

Hvad regulerede muhtasiben?

1. Vægte og mål
   Standardiserede lodder (raṭl) og målekarrene (irdabb) skulle forsegles med statens stempler. Manualen oplister præcis vægt for hvedemel, honning, salt, og sukker samt bøder for snyderi.
2. Fødevaresikkerhed
   Slagtere måtte ikke sælge kød, der havde hængt mere end én dag i sommervarmen; bagerovne skulle rengøres for aske hver nat; og fiskerne fik påbud om at skylle deres fangst i løbende vand – alt sammen regler, der viser, hvordan befolkningen beskyttede sig mod forgiftning og sygdom.
3. Håndværk & produktion
   Manualerne beskriver, hvor garverne måtte farve skind (ophold ved byens rand for at undgå stank), hvordan guldsmede skulle placere esse og ambolt for ikke at antænde naboens bygning, og hvilke arbejdsdage møllerne måtte larme.
4. Pris- og profittakster
   Mens fri handel var idealet, gav manualerne muhtasiben mandat til at gribe ind ved “uregelmæssig profit” på basarens mest nødvendige varer: brød, olie, stearinlys og brændsel. Her får vi konkrete tal på marginer og løn – uvurderlige datapunkter for økonomisk historie.
5. Hygiejne & offentlig moral
   Skægtrimmere skulle desinficere barberkniven i eddike; vandpibekroer måtte ikke servere efter aftenbønnen; og der opstilles dresscodes for prostituerede. Disse retningslinjer kaster lys over sociale normer og rammerne for “det acceptable” i byrum og hushold.

Dagligdagen gennem reglens prisme

Tekstpassage	Indblik i hverdagen
“Bageren skal veje dejen foran kunden, og brødet skal have mindst seks dirham hvedemel.”	Afslører både brødets vægt, hvedekvalitet og forventningen om kundens tilstedeværelse – et glimt af kø-kultur og gennemsigtighed.
“Det er forbudt at koge sæbe nær sūq al-ʿaṭṭārīn på grund af stanken.”	Viser opdeling af erhvervskvarterer og kommunale bekymringer for lugtgener.
“Hvis bygherren anvender muddersten, skal han tilsætte halm i et sådant forhold, at muren ikke smuldrer efter tredje regn.”	Tekniske standarder giver os data om boligbyggeri, materialer og klimaforhold.

Fra tekst til gadeplan

Bruger man hisba-manualerne som feltguide, kan man på en gåtur gennem dagens Khan al-Khalili stadig spore reguleringen:

• Den smalle Zuwayla-port havde officielle vægtstationer – stenriller til fastspænding af basarlodder kan stadig anes i murværket.
• De lave butikker nord for moskéen al-Mu’ayyad Shaykh var tildelt vandpibemagere, netop for at isolere kulstøv fra krydderihandlerne bagved – en infrastruktur dikteret af hisbaen.

Styrker og begrænsninger som kilde

Styrker: Manuelerne er detaljerede brugsanvisninger, fulde af præcise tal og praktiske råd, som sjældent finder vej til de øvre klassers krøniker. De giver navn på redskaber, ingredienser og mål – basis for rekonstruktioner af arbejdsgange, kost og priser.

Begrænsninger: Teksterne beskriver idealet, ikke nødvendigvis praksis. De afspejler også forfatterens moralske agenda – et forbud mod kvindelige parfumehandlere kan være mere patriarkalsk program end realitet. Derfor læses de bedst i dialog med domstolsprotokoller eller arkæologiske fund.

Selv med disse forbehold placerer hisba-kilderne os midt i basarens sommerhede: Vi hører muhtasiben anråbe bageren, ser guldsmedens gnister og lugter sæbekogerens kedler. Det er hverdagsliv i høj opløsning – nedskrevet af tidens egne “forbrugerråd”.

Qadiens retsprotokoller og notarielle dokumenter

Hvor krøniker og hisba-manualer ofte taler i generelle vendinger, er sijill– og hujja-materialet bemærkelsesværdigt konkret. Her møder vi kairoitterne ved navn, med adresse, dato og præcis beskrivelse af, hvad de købte, solgte, byggede – eller skændtes om.

Hvad er sijill og hujja?

• Sijill (retsprotokollen) er qadiens officielle journal, hvori alle domme og registreringer blev indført.
• Hujja (notarielt dokument) udstedtes i enkelt-eksemplarer til parterne som bevis på en aftale eller dom.

Begge typer blev skrevet på pergament eller papir, forseglet med qadiens segl og opbevaret i arkiver, hvoraf flere tusinde stykker fra 1200-1400-tallet i dag ligger på Dar al-Watha’iq i Kairo, i Istanbul og som mikrofilm på vestlige biblioteker.

Kontrakter, der afdækker dagliglivet

1. Ægteskaber og skilsmisser
   Brudepris (mahr), brudgommens erhverv, vidners navne og brylluppets kvarter afslører sociale netværk og klasseforskelle. Skilsmissesager dokumenterer kvinders ret til underhold og tilbagebetaling af medgift.
2. Arv og dødsboer
   Optegnelser over husholdningsinventar – fra kobbergryder til persiske tæpper – giver et sjældent indblik i materiel kultur og prisniveau.
3. Lejekontrakter
   Angiver husleje i dirham, længden af lejemål og vedligeholdelsespligter. På den måde kan vi kortlægge boligmarkedets værdier fra Bulaq til Bab Zuwayla.
4. Gæld og kredit
   Vekslernes (sarrafs) rentesatser, pant i tæpper eller krydderier samt installments over syv år viser, hvor likviditet kom fra i en kontantøkonomi.
5. Manumission af slaver
   Dokumenterne fortæller både om prisen på husholdningsslaver og de juridiske forpligtelser, en frigivet kvinde eller mand havde i forhold til tidligere ejere.
6. Nabo- og handels­tvister
   Strid om brøndadgang eller røgetøj fra farvernes værksteder giver farverige glimt af naboskabets daglige realiteter.

Kvinder som økonomiske aktører

I de bevarede protokoller optræder kvinder som:

• Udlejere af ejendomme ved Maridani-moskeen.
• Kreditorer til krydderihandlere i Khan al-Khalili.
• Arvinger til profitrige waqf-butikker på Mu‘izz-gaden.

Det nuancerer billedet af mameluk-samfundet, hvor kvinders juridiske handlekraft ellers let overses.

Prisniveauer og økonomisk puls

År (H./M.)	Vare eller tjeneste	Pris i dokumentet	Kilde
750/1349	Årlig husleje for 2-etagers hus i Darb al-Ahmar	500 dirham	Sijill, fol. 214b
780/1378	Brudepris til håndværkerdatter	30 dinar guld	Hujja, nr. 67
805/1402	Frikøb af nubisk slavepige	150 dirham sølv	Sijill, fol. 97a

Et øjebliksbillede fra arkivet

“På mandagen den 12. Rajab 792 H (13. juli 1390 M) fremstod den hæderlige Umm ʿAli bint ʿAbdallah, ledsaget af sine to sønner. Hun indgik lejekontrakt på sit hus i Zuqaq al-Khaylin til snedkeren ʿIsa ibn Yusuf for to år mod 40 dirham pr. måned…”

En enkelt notits som denne kobler familierelationer, erhverv, geografi og priser sammen på en måde, der ellers er umulig at rekonstruere.

Metodiske overvejelser

Materialet er righoldigt, men også selektivt: vi ser primært dem, der havde råd til at gå til qadi. Til gengæld er dateringen præcis, hvilket gør det muligt at kombinere protokollerne med al-Maqrizi og andre kilder og derved følge prisudvikling og kvartersforandringer år for år.

Sammenlagt giver qadiens papirer os den tætteste mikroskopi af mamelukkernes Kairo – en by, hvor økonomiske og sociale transaktioner dagligt blev nedfældet med blæk, segl og vidner.

Rejseskildringer og pilgrimsberetninger

Hvor de lokale krøniker ofte er optaget af hoffets politik eller religiøse fundationer, leverer udenlandske rejsende den farverige reportage fra gaderne: hvordan Kairo lugtede, lød og smagte. De tre mest citerede øjenvidner til mameluk-tiden er den marokkanske jurist Ibn Battuta (1326 & 1348), den burgundiske hofmand Bertrandon de la Brocquière (1432-33) og den schwabiske dominikanermunk Felix Fabri (1483 & 1484). Sammen tegner de et kalejdoskop af ceremonier, basarer, karavaner, logihuse og sundhedsforhold – men også af egne fordomme.

1. Ibn Battuta: Den lærde insider-outsider
   • Ceremonier: Han beskriver mahmal-processionen før hajj-karavanens afgang: trommer, faner og mamlukofficerer til hest langs Nilkajen. Processionen giver indblik i statens iscenesættelse af fromhed og magt.
   • Basarer: I en ofte citeret passage sammenligner han Khan al-Khalili med “de største markeder i Damaskus, men med dobbelt så meget larm”. Han noterer priser på stødt peber, sukkertoppe og indisk bomuld, hvilket supplerer de tal vi møder i hisba-manualerne.
   • Sundhed & krise: Under sit andet besøg oplever han peståret 1348. Han nævner tomme værksteder, faldende boligleje og udbredt velgørenhed ved sabiler – datapunkter for demografi og forsyning.
   • Bias: Som malikitisk jurist dømmer han hårdt over koptiske kristne og sufier han finder “uanstændige”. Hans religiøse vinkel farver beskrivelserne, men kan også hjælpe os til at se sociale grænser i byen.
2. Bertrandon de la Brocquière: Den diskrete spejder
   • Karavanelogistik: På vej hjem fra Palæstina slutter han sig til den syriske karavane mod Kairo og noterer dagsmarcher, vandposter og toldsatser ved Bab al-Nasr. Hans militære øje for transport afslører infrastruktur og statslig kontrol.
   • Logihuse – funduq og khan: Han undrer sig over, at “alle fremmede sover på tagterrassen om sommeren”, hvormed han uforvarende dokumenterer klimatiske praksisser og rummelige løsninger for mobil arbejdskraft.
   • Observationer af mamlukker: Ridende bueskydning ved Citadellet imponerer ham nok til at skitsere våbentyper og træningsrutiner, som arkæologien ellers har svært ved at fange.
   • Bias: Som kristen korsfarer-veteran overdriver han sikkerhedsrisikoen og fremhæver “muhammedanernes frygtindgydende antal”. Kryds­læser man ham med domstolsroller ser man, at kriminalitetstatistikken ikke bakker dramatikken op.
3. Felix Fabri: Den nysgerrige pilgrim
   • Byens lydkulisse: Fabri lister de klokkeslag han hører fra koptiske kirker side om side med muezzinernes kald og bazardøgnets slag på kobbertallerken – et sjældent ørevidne til den auditive by.
   • Sundhed & hygiejne: Han fremhæver offentlige bade (hammam) som “mægtigere end mange europæiske kirker”. Sammen med priser på badning (½ dirham) hjælper det os med at vurdere forbrugets social­økonomi.
   • Kvinders synlighed: Fabri bemærker “kvinder i sorte slør, der dog handler selvstændigt”. Hans forundring spejler hans egen kultur og kan bruges til at afkode kønnet topografi i byen.
   • Bias: Han er bevidst om sin rolle som kristen og roser Kairos religiøse tolerance én dag – for næste dag at advare mod “saracenske tryllekunstnere”. Det minder os om at læse ham som fragmenteret stemningsrapport, ikke statistisk kold data.

Hvad kan vi bruge dem til – Og hvordan?

Kildetype	Styrker	Begrænsninger	Forskningsstrategi
Ibn Battuta	Detaljer om priser, ritualer, pestreaktion	Religiøs bias, ingen numeric præcision	Krydstjek med hisba-regulativer og waqf-budgetter
La Brocquière	Transporttider, told, militærtræning	Fremmedfrygt, dramatisering	Hold op mod retsprotokoller og arkæologiske spor af khaner
Felix Fabri	Sansemættet hverdag, pris på services	Ustabil tone, teologisk polemik	Kombinér med indskrifter på hammamer og sabiler

Metodisk pointe: De tre rejsende skriver for et publikum, der ikke kender Kairo. Derfor forklarer de alt fra drikkevaner til myndighedsstrukturer – guld for historikeren. Men netop fordi de vil fascinere derhjemme, bruger de ofte overdrivelse, moraliserende greb og eksotisering. Nøglen er triangulering: Når Ibn Battuta roser brødets billighed, Fabri noterer prisen på et brød, og en qadis sijill samtidig registrerer melets vægt, får vi tre uafhængige datalinjer, der tilsammen giver et mere pålideligt billede af husholdningsøkonomien.

Rejseskildringerne er altså ikke blot antigtes eventyrfortællinger; de er et nødvendigt supplement til lokale kilder, fordi de sætter fokus på netop det, de indfødte tager for givet. Ved at læse mellem deres linjer kan vi rekonstruere hverdagspraksisser fra mamelukkernes Kairo – fra karavanens støv til hammamens damp.

Bygningsindskrifter, arkitektur og materiel kultur

Byens mure, minareter og brosten taler – hvis man ved, hvor man skal lytte. Mamelukkerne var begejstrede for stenindskrifter, pragtarkitektur og udsmykket brugs­kunst, og netop disse synlige kilder giver os et direkte vindue til hverdagsøkonomien i 1200-1400-tallets Kairo.

1. Indskrifter som stenede regnskabsbøger

1. Qalāwūn-komplekset (1284-85) i Bayn al-Qaṣrayn: Over hovedporten står en flerstavsinskrift, der ikke blot priser sultanen, men også nævner madrasa, bīmāristān (hospital) og mausolæum som særskilte enheder med egne indtægter. Her er listet lønninger til læger, sygeplejere, tilsynsmænd og koranrecitatører – en miniature-budgetoversigt hugget i sten.
2. Sultan Ḥasan-moskeen (1356-63): På østsiden finder man en ni meter lang kufisk frise, der udmønter sig i konkrete tal: hvor meget korn der dagligt skulle uddeles til studerende, og hvilken løn muʾadhdhin og imām modtog. Arkæologer har sammenholdt tallene med samtidige priser og kan dermed beregne købekraft og leveomkostninger.
3. Sabil-kuttab ʿAbd al-Raḥmān Katkhudā (1744, men bygget på mamelukkernes tradition): Fontænens marmorplade beskriver vandrationer til kvarterets beboere og de børns stipender, der skulle lære Koranen ovenpå. Skemaet over rationer fungerer som et snapshot af vandforbrug og elementær socialforsorg i en overbefolket by.

2. Mønter, værksteds­mærker og keramik

Kildetype	Fundsted/Opbevaring	Dagligdags indblik
Mameluk-dīnār præget under al-Nāṣir Muḥammad (1310-40)	Museum of Islamic Art, Kairo	Påskrift af mint-mester og vægt (4,25 g) giver fingerpeg om lønninger: kilder viser f.eks. at en brød­bagers ugeløn svarede til cirka 2 dīnār.
Stenvarekrukker fra Fustat-udgravningen	Al-Fustat Islamic Art Center	Graverede værksteds­signaturer (ḥall mark) indikerer specialiserede produktionsenheder og kvalitetssikring – plus information om krydderi- og olielagring i husholdninger.
Bronzekandelabre fra sultan Barqūqs værksteder	Koptisk Museum (deponeret)	Værkstedsmærket ʿamal al-ṣāniʿ Muḥammad b. Qāsim kombineret med løn­aftaler i retsprotokoller dokumenterer håndværkerens indtægt og sociale mobilitet.

3. Fra sten til gade – Hvor du kan se sporene i dag

• Al-Muʿizz-gaden: En frilufts­lærebog i mamelukkisk økonomi. Brug en lommelygte ved solnedgang og læs de udhuggede inspektions- og rationslister i portalernes skygger.
• Citadellet: Marmor­plader fra værkstedshallerne har stadig kalkede lønnings­skemaer til våbensmede – ofte overset af turister.
• Bāb Zuwayla: Inde i porttårnet er genbrugt stenblokke fra en nedlagt mameluk-madrasa; her kan man følge en genbrugskæde, der fortæller om nedrivning, materialepriser og genanvendelse.

4. Metodiske gevinster for historikeren

Indskrifterne fungerer som kontrolpunkter til de skrevne waqf-akter: står der på stenen “30 ardeb hvede årligt”, kan vi kryds-tjekke med den papirbaserede waqfiyya og se, om rationerne faktisk blev udbetalt. Når både sten og papir tier, kan mønter eller keramik indikere inflationspres eller skiftende forbrugsmønstre. Tilsammen danner materielle spor, tekst i sten og mobile genstande et tredobbelt kildesæt, der bringer os helt ned på gulvniveau i Kairos middelalderlige hverdagsliv.

Kort sagt: Kairos mamelukkiske monumenter er ikke bare arkitektonisk baggrund. Hver udmejslet rentesats, hver koranhædrende patron­ym og hver værksteds­signatur er en mikroskopisk fortælling om løn, vand, brød og social omsorg i en by, der – den dag i dag – suger liv fra sine historiske lag.