Kalligrafi i Kairo: fra kufisk til thuluth

Forestil dig en by, hvor skriften ikke bare står på væggene - den synger fra minareterne, gløder i glaslamperne og slynger sig som levende ranker over travle basargader. I Kairo er arabisk kalligrafi mere end pæne bogstaver; den er troens melodi, magthavernes signatur og storbyens egen puls, frosset i blæk, sten og guld.

Fra de kantede kufiske vers, der stadig vogter Fatimidernes moskeer, til de svungne thuluth‐buer, der danser hen over Mamluk‐minareter, fortæller hver linje en historie om erobringer, åndelighed og æstetisk opfindsomhed. Kalligrafien er Kairos usynlige tråd - et alfabet, der binder fortid til nutid, lærdom til håndværk, og besøgende til byens sjæl.

I denne artikel rejser vi gennem 1.000 års skriftklædt storhed: Vi ser kufi springe ud som stenblomster, møder naskhs elegante læsbarhed og oplever thuluths monumentale selvtillid på byens mure. Vi dykker ned i rørsplidspennens hemmeligheder, blækkets dufte og de moderne mestre, der holder traditionen levende - og giver dig præcis de adresser, hvor du selv kan se linjerne folde sig ud.

Tag med på jagten efter Kairos kalligrafiske kode - og lær at læse byen, bogstav for bogstav.

Hvorfor kalligrafi betyder noget i Kairo

Når man bevæger sig rundt i Kairo - fra de tidlige dynastiers moskeer i al-Qahira til de trange gyder i Khan el-Khalili - er det ikke maleri eller skulptur, der definerer byens æstetik, men skriften selv. Arabisk kalligrafi er Kairo-kulturens gennemgående puls: den slynger sig hen over minareter, danser på papirets pergament og blinker i neon over basarens butiksskilt. Få andre storbyer rummer så tæt et lag af skriftlig kunst, og få steder har den spillet en så vital rolle som bærer af tro, magt og identitet.

”Den, som smukt former Guds ord, bliver selv formet” - kairinsk ordsprog

Tre kræfter bag skriftens status

1. Troen: I islam er det talte og det skrevne ord omdrejningspunkt for åbenbaringen. Kalligrafien bliver dermed billedforbudets elegante løsning - en æstetik der ære­kærer gudsordet uden at skabe figurlige afbildninger. Kairo, som har været hjemsted for lære­institutioner som Al-Azhar siden 970, udviklede et særligt visuelt sprog, hvor Qur’an-vers på vægge og indgangsporte omslutter de troende med teologi i ornamenteret form.
2. Magtens iscenesættelse: Dynastier fra fatimider til mamlukker indprentede deres autoritet i sten og stuk via skrift. Monumentale friser i kufisk eller thuluth proklamerede herskernes navne, titler og fromhed, samtidig med at de markerede byens skyline. Skriften blev den politiske signatur, som ingen analfabet i Kairo kunne overse.
3. Identitet og håndværk: Kalligrafien bandt byens kosmopolitiske befolkning sammen. For håndværkere i Fustat var perfektionen af qalam-strøgene et adelsmærke; for nutidens graffitikunstnere i Manshiyat Naser er den blevet et råb om tilhørsforhold. Skriften former derfor - både bogstaveligt og symbolsk - cairotisk selvforståelse i et kontinuum fra middelalder til modernitet.

Kalligrafiens synlige netværk i byens stof

Kalligrafiens allestedsnærvær betyder, at hver sten fortæller en historie i blæk. At lære at aflæse skriften i Kairo er derfor at lære byen selv at kende: dens teologi, dens dynastiske dramaer og dens levende håndværkstraditioner. I de følgende afsnit dykker vi ned i de konkrete skrifttyper og perioder, der formede - og fortsat former - Nilens metropol.

Kufisk i Fatimidernes by: de første inskriptioner

Før Kairo voksede til en kosmopolitisk metropol, blev byens selvidentitet ridset direkte ind i sten og pergament med den mest monumentale af alle arabiske skrifttyper - kufisk. Under Fatimiderne (969-1171) blev den kantede, ligevægtige linje et visuelt emblem for det nye shia-kalifat ved Nilens bredder, både som teologisk markør og som æstetisk signatur.

Arkitekturens indskrifter: Al-azhar, al-hakim og al-aqmar

Fatimiderne grundlagde ikke blot nye moskeer; de grundlagde også et helt skriftlandskab, hvor murværk og kalligrafi smeltede sammen.

• Materiale & teknik: Sandsten og kalksten blev udskåret før indmuring; enkelte bogstaver (f.eks. alif) rager bevidst ud for at fange skygge og skabe dybde.
• Læsbarhed vs. dekoration: I Al-Aqmar er tekstrækkerne næsten et mønster; man skal “afkode” versene, hvilket giver beskueren en meditativ oplevelse.

Manuskripternes have: Floriated kufi

Parallelt med steninskriptionerne udviklede kairinske atelierer overdådige Qur’an-bøger, hvor floriated kufi - kufisk med sprossende palmetter og vinranker - fik siderne til at ligne botaniske haver.

1. Format: Ofte oblong, dvs. bredere end høje; ideelt til lange vandrette strøg.
2. Pigmenter: Sort eller mørk brun blæk; guld til punkt­markeringer; grøn og blå til ranker.
3. Diakritik: Fedtede røde prikker indikerer vokaler; gør teksten tilgængelig for både elite og almue.

Et berømt fragment i Museum of Islamic Art (inv. 2403) demonstrerer teknikken: bogstaverne flyder ud i stiliserede akantusblade, mens gyldne cirkler adskiller vers - et visuelt ekko af paradisets have, som Qur’anen selv beskriver.

Teologisk og politisk symbolik

• Shi’a-identitet: Fatimiderne brugte kufisk til at fremhæve ‘Ali og Fatimas navn - en insisterende påmindelse om deres legitimitet som Profetens efterkommere.
• Triumf over rivaler: Den massive, nærmest “kubiske” skrift signalerede stabilitet i en tid, hvor Abbasiderne i Bagdad udfordrede deres autoritet.
• Universel tro: Ved at dekorere både offentlige bygninger og private manuskripter smeltede staten og religionen sammen i et samlet kalligrafisk budskab.

Med andre ord blev kufisk i Fatimidernes Kairo mere end et skriftsystem; det blev en billedlig arkitektur, hvor hver eneste alif og lam bar byrden af både tro og dynastisk pragt. Når man i dag står under portalen til Al-Aqmar, er det ikke kun sten man ser - det er lydløse ord, der fortsat taler, næsten tusind år efter de blev mejslet ind.

Fra kufisk til naskh: læsbarhed og lærdom

I takt med at Kairo i 1100- og 1200-tallet skiftede hænder fra fatimider til ayyubider og siden til mamlukker, gled den tunge, monumentale kufi i baggrunden til fordel for mere læsbare bogskrifter. Det var en praktisk nødvendighed - universitetet Al-Azhar voksede som lærdomscenter, og antallet af koran- og hadith-kompendier steg eksplosivt. Hver linje skulle nu både ære Guds ord og kunne læses hurtigt af studerende, jurister og ulama.

Bagdad-skolens kalligrafiske revolution

Forandringen var ikke kun lokal. Allerede i det 10. århundrede havde to mestre fra Bagdad lagt fundamentet:

1. Ibn Muqlah (d. 940): formulerede de berømte al-khaṭṭ al-manṣūb, proportionregler baseret på penneskaftets diameter (nuqta). Han standardiserede naskh, så bogstaverne fik harmoniske buer og ensartede mellemrum.
2. Ibn al-Bawwab (d. 1022): forfinede systemet og skabte over 60 fuldgyldige koraner i en flydende, elegant naskh. Hans stil bredte sig langs handelskaravanerne ned til Fustat og det nye Kairo.

Ayyubidernes manuskriptkultur

Da Salah ad-Din gjorde Kairo til hovedstad for sit nye dynasti (1171-1250), blev naskh statsstandard. De kongelige bayt al-ḥikma (bogværksteder) kopierede tusinder af bind, mens muhaqqaq fik prestigepladsen i fejende brede koranfolioer - et visuelt modstykke til dynastiets militære selvforståelse.

Mamlukkernes perfektionering

Under de efterfølgende mamluksultaner (1250-1517) nåede skriftkunsten et teknisk højdepunkt:

• Calligraf-emirer som Yaqut al-Mustaʿsimi’s elever blev hentet til Kairo for at træne slavesoldater, der efter frigivelsen drev egne skriptorier.
• Metropolitan-koraner i op til syv meters længde, skrevet i gnistrende blå muhaqqaq på gyldent papir, prydede madrassa-biblioteker som Sultan Hassan-komplekset.
• Kommentartraditionen: marginnoter (hashiya) i miniature-naskh voksede omkring hovedteksten - en visuel dialog, der spejlede byens intellektuelle pluralisme.

»Den smukke skrift åbner øjet for orden, så hjertet kan åbne sig for åbenbaringen.«
- Mamluk-kalligrafens maksime nedskrevet i Dar al-Kutubs katalog (ca. 1380)

Fra side til byrum

Selv om thuluth blev Mamlukkernes foretrukne facadeskrift (næste afsnit), dannede naskh og muhaqqaq det typografiske dna, der gjorde Kairo til et »papirets Bagdad«. Skrifthåndværket migrerede fra pergament til papyrus, fra papyrus til bomuldspapir, og banede vej for de senere osmanniske trykkerier på Bulaq-pressen. Men det hele begynder med den afgørende overgang fra kufisk monumentalitet til naskhs læsbarhed - en overgang, hvor lærdommen og byen voksede side om side langs Nilens bredder.

Thuluth på sten og glas: Mamlukkernes monumentale æstetik

Under Mamlukkerne (1250-1517) bliver thuluth skriften byens visuelle signatur - lige så meget arkitektur som skrift. Hvor kufi var massiv og naskh var boglig, er thuluth et kalkuleret showpiece: høje svungne vertikaler, brede buer og diakritiske prikker som ornament i sig selv. Den kræver plads, så den indtager de synlige flader, hvor fyrstens navn og Guds ord skulle ses på lang afstand.

Materialernes retorik

1. Stenfriser - dybt udhuggede bånd, ofte i muqarnas-rammer, der kaster skarpe skygger og gør skriften læsbar selv i den egyptiske middagssol.
2. Træ og stucco - udskårne eller stukpressede paneler, hvor thuluthens elastiske linjer fletter sig ind i arabesker.
3. Emailleret glas - moskélamper med forgyldt og bemalet skrift, hvor lysglimtet forgylder hvert bogstav indefra.

Tre monumenter - Tre fortællinger

Lyset i lampen

En særlig Mamluk-innovation er den emaillerede glaslampe. Teknikken kombinerer natronglas, malet emalje og forgyldning, der brændes ved lav varme. Standardprogrammet er:

• Hovedbånd: ayatu’n-nur (Lysets vers, Koran 24:35) i blågrøn thuluth.
• Nedre bånd: donorens navn, titler og velsignelser - propaganda i lysende blæk.
• Feltdele: flerfarvede liljer og Mamlukke-heraldik, der rytmisk punkterer teksten.

I dag finder du eksempler i Museum of Islamic Art (Bab al-Khalq) og som originale armaturer hængende i Sultan Hassan-moskeen, hvor 600-års-gammelt glas stadig blødt filtrerer bønnens rum.

Æstetik som autoritet

Mamluk-sultanerne manglede den profetiske legitimitet, som kalifferne hævdede. I stedet lod de thuluth proklamere magt og fromhed i ét billede. Ét vers - ofte “Sejr er kun fra Gud” - passerer dørbuen, gentages på minareten og afsluttes på lampen over bederummet. Sådan skaber skriftruten en palimpsest af lyd (recitation) og form (sten), der gennemsyrer den besøgende.

Se, rør, læs - Tips til dit besøg

Når du går rundt i Cairo:

1. Tag en lommelygte i Sultan Hassan-moskeen; vinkellyset fremhæver skriftskyggerne som en 3D-skulptur.
2. Zoom ind med kamera på Qalawun-kompleksets farvede marmorinlæg - lær at spotte forskellen mellem indlagt marmor og udhugget stucco.
3. Besøg Al-Ghuri efter Asr-bønnen, når solstrålerne bryder gennem mashrabiya-skærmene og projicerer thuluth-fragmenter på basaren udenfor.

På den måde bliver Mamluk-tidens monumentale thuluth ikke blot historie, men en levende grafisk puls, du kan følge fra sten til glas i Kairos gader.

Redskaber og teknikker: fra qalam til forgyldning

En qalam er mere end blot et skriveredskab; den er kalligrafens forlængede sjæl. I Kairos værksteder vælges rørstængler fra Nildeltaet for deres lige marv og elastiske bark. Processen ser sådan ud:

1. Tørring: Friske rør skæres i meterlange stykker og lufttørres i flere uger for at undgå revner.
2. Opvarmning og retning: Stænglen varmes let over kul for at kunne rettes ud.
3. Indsnit (shaqq): Den ene ende kløves med et skråt snit (30-40°) - vinklen afgør linjens kontrast.
4. Spidsning: Kalligrafen former en sekundær hæl, der styrer blæktilførslen.
5. Polering med sivblad: Den sidste finpudsning giver en glas­glat kant, som glider uden at hakke.

Blæk - Kemi mellem sod og safran

Traditionelt fremstilles blæk (ḥibr) i Cairo af tre hovedingredienser:

• Sod fra brændt olie eller harpiks giver en dyb, kulsort tone.
• Gummi arabicum binder soden og regulerer viskositeten.
• Eddike eller granatæble­skal-ekstrakt stabiliserer og desinficerer blandingen.

Til rubriktitler tilsættes indigo, ultramarin eller pul­veriseret guld (dhahab dhuqq). Mamlukkerne eksporterede endda “Kairo-blæk” i lerbegre ud over Middelhavet.

Papirforberedelse - Ahar og glatheden, der blænder

Selv det mest elegante håndskrift sløres på sugende papir. Derfor coates overfladen med ahar - en blanding af:

Når laget er tørt, poleres arket med agatsten eller et glatslebet sølvstykke. Resultatet er en spejlblank overflade, hvor qalamens linje ligger ovenpå i præcis relief.

Tazhib - Illuminationens guldregn

Tazhib betyder bogstaveligt “forgyldning” og refererer til de arabesk­ornamenter, der indrammer vers og kapiteltitler:

• Forberedelse: Et limvand (sefeed) males i feltet, hvorefter det “binder” 24-karat bladguld.
• Burnering: En hundetand af agat gnides over guldet for at komprimere metallet til spejl­glans.
• Farvelægning: Ultramarin, kraprød og malakit udfylder rankerne mellem de gyldne akser.

I Mamluk-glaslamper ses samme teknik overført til emalje, hvor guld erstattes af ildfast rød og blå opakglas.

Fra pergament til portal - Skrift som arkitektur

Kalligrafer i Kairo arbejdede sjældent isoleret; de leverede originalskitser (tiraz eller tughra) til en hel hær af håndværkere:

• Sten og stuk: Mønsteret prikkes gennem et pergaments­mønster, drysses med kul og hugges eller støbes - se stalaktit-lofterne i Sultan Hassan-moskeen.
• Træ: Inskriptioner skæres i ceder- eller abanos­paneler og indsættes med ibenholt og perlemor.
• Metal: Bronzedøre og messing­fad med sløret sølvindlæg (Mamluk mamlaka teknikken) bærer Koran-vers i thuluth.
• Keramik og tekstil: Luster­glaseret fajance fra Fustat bærer både kufisk og naskh; silketæpper væves med indlagte sura­citater for gravmausoleer.

Når du går gennem Kairos historiske gader i dag, ser du samme proces gentaget digitalt: en moderne grafiker tegner en vektor i thuluth, hvorefter CNC-fræseren eller laserskæreren erstatter mejslen. Alligevel starter alt stadig med den stille lyd af en qalam, der spalter papirets overflade.

Hvor du ser kalligrafi i Kairo i dag

1. Ibn Tulun-moskeen
   9. årh., Fustat
   Byens ældste bevarede moske rummer kufisk stukkatur i mihraben samt 15.-16. årh. restaureringer i thuluth. Gå op i spiralminareten og spot de udskårne shahāda-paneler rundt om gården.
2. Al-Azhar-moskeen
   970-, Fatimidiske og mamlukkiske udvidelser
   Tag en rundtur efter fredagsbønnen: De kridhvide muqarnas-portaler bærer floriated kufi, mens de senmamlukkiske minbar-paneler viser elegant naskh og thuluth signeret af hofkalligrafer.
3. Al-Hakim bi-Amr Allah
   990-1013
   Restaureret i 1980’erne, men stadig udstyret med originale kufiske båndinskriptioner på indermurene - læg mærke til variationen i vokalmarkeringerne, et tidligt forsøg på læsbarhed.
4. Sultan Hassan-komplekset
   1356-1363
   Et must for thuluth-elskere: Koranvers i over fire meters højde, udhugget i stenfriser. Se også de emaljerede glaslamper (replika i moskeen, originaler på MIA) med blækhus-motivet og sultanens titulatur i blå over guld.

2. Museer og samlinger

3. Basarer og det levende værksted

Khan el-Khalili er mere end papyrusruller til turister. I gyderne bag El-Fishawy-caféen finder du små boder, hvor navneplader håndskrives på træ, læder og keramik for 5-15 $. Spørg efter «ism bil-khatt» (navn i kalligrafi) og vælg mellem naskh, diwani eller freestyle graffiti.

Besøg også kobberslagernes suq al-nahhasin, hvor du kan se hamre indlægge kursiveret thuluth på fade, samt stoftrykkerne i Street of the Tentmakers (Sharia Khayamiya), der arbejder med appliqué-skrifter.

4. Tips til den nysgerrige besøgende

• Tag en notesbog og prøv at skitsere bogstaver du ser - det hjælper dig til at genkende stile.
• Respekter bønnetid: Besøg moskeer mellem dhuhr og asr for fred til at studere detaljer.
• Køb ansvarligt: Undgå gamle manuskriptsider; vælg moderne reproduktioner signeret af samtidskalligrafer.
• Spørg efter korte workshops hos Jameel House of Traditional Arts i Fustat - 2-timers intro findes hver tirsdag.

Med et åbent øje og lidt tålmodighed bliver Kairos gader til et levende galleri, hvor 1.400 års bogstaver stadig hvisker om tro, magt og skønhed.

Tradition og fornyelse: skoler, mestre og samtids-scenen

Kairo er én af de få storbyer, hvor traditionel islamisk kalligrafi stadig læres efter ijâza-systemet - et mester-lærling-forløb, hvor eleven kopierer lærerens hånd til perfektion og først derefter får lov at signere sit eget navn. Alligevel er byen også epicenter for en eksplosiv, moderne scene, hvor ord flyttes fra moskeernes marmorfriser til tags på betonmur og logoer på startup-caféer. Her mødes blækduft og spraymaling, klassisk adab og popkultur.

Al-azhar: Det lærde hjerte

• Al-Azhar Universitetets Kalligrafi-institut tilbyder todelte forløb:
  1. Basiskursus i naskh og ruqʿa for imamer og koranstuderende.
  2. Speciale i monumentalskrifter (thuluth og muhaqqaq) under ledelse af ustadh ʿAbd al-Ghani Al-Khattat.
  Forelæsningerne foregår på arabisk, men instituttet åbner hvert forår et tre-måneders evening class på engelsk for udlændinge (max. 15 pladser).
• Manuskriptafdelingen i Dar al-Kutub samarbejder med Al-Azhar om konserveringskurser, hvor deltagere lærer at genskabe guldblæk (dzahab) og reparere tyrkisk ebru-papir.

Fustat og jameel house: Håndværk i praksis

Jameel House er bindeleddet mellem akademi og souk. De to-årige diplomer i islamisk kunst kombinerer kalligrafi med keramik, træintarsia og gipsstøbning. Lærlinge tilbringer formiddagen med at øve sûrat Yâ-Sîn i støvede gårdhaver og eftermiddagen i Fustats værksteder, hvor stregerne flyttes over på keramikfade og messinglamper til byens hoteller.

Fra pen til spray: Den nye bølge

Mens traditionelle mestre måler skønhed i nuqta (prikker), improviserer den fransk-tunesiske kunstner eL Seed i bydelen Manshiyat Naser med blæktykke konturer på 50 sammenhængende boligblokke. Hans projekt “Perception” (2016) citerer Athanasius’ 3. århundrede-brev på koptisk-arabisk og blev udført i samarbejde med lokale koptiske skraldesamlere (zabbâlîn). Værket kan kun læses fuldt ud fra Muqattam-bjerget - en nutidig fortolkning af kalligrafiens klassiske spil mellem nær- og fjernlæsning.

Også mindre gallerier som Ubuntu i Zamalek og Darb 1718 i Old Cairo kuraterer “kalligraffiti”-udstillinger, hvor unge kunstnere blander ruqʿa med graffiti-bubble letters og Coptic net patterns. Nogle sælger limited-edition screen prints, andre samarbejder med caféer om håndmalede menukort og brætspil med arabisk typografi.

Branding & kommerciel design

• Nile Typography Studio (Maadi) leverer visuel identitet til alt fra honningkrukker til fintech-apps og kører weekend-workshops á la “Naskh for packaging”.
• Souk-baserede skiltemalere som Hajj Rifaat i Khan el-Khalili bruger stadig olie-emalje på blik, men digitaliserer nu deres håndskrifter via iPad + Apple Pencil for at kunne trykke neonbokse til turistrestauranter.

Kursusmuligheder for besøgende

1. “Calligraphy in a Day” - tre timers intro holdt hver fredag kl. 10 i Jameel House. Pris: 450 EGP inkl. materialer. Tilmelding via e-mail.
2. Weekend-retreat i Fayoum arrangeret af Narrative Journeys: qalam-fremstilling af bambusrør, arabisk frodighed i ørkenen, og solnedgangspraksis på lerpotter. 1750 EGP ekskl. transport.
3. Privattimer med ustadha Nashwa Hilmi - en af få kvindelige ijâza-holdere i Kairo. Kontakt via Instagram @hilmi_khattat.

Sådan køber du ansvarligt

Efterspørgslen på “ægte islamic calligraphy” har skabt et marked for masseproducerede plakattryk, ofte kopieret uden tilladelse. Overvej derfor:

• Køb direkte fra kunstnerens atelier eller via certificerede gallerier (fx Townhouse, Ubuntu).
• Tjek om værket har târîkh (datering) og signatur. En traditionel kalligraf signerer med khattahu (“skrev det”) + navn.
• Spørg om syrefrit papir og plantebaseret blæk, hvis du vil bevare farverne.
• Certificering: Nogle værksteder tilbyder QR-kodet ijâza-attest, der linker til video af kunstneren, som faktisk skriver værket.

Hvad enten du drømmer om at mestre de otte klassiske stilarter eller bare vil have dit navn skrevet smukt på en papyrus, så er Kairo et levende laboratorium, hvor 1000 års tradition og 21. århundredes bykultur løber sammen i én og samme linje.